Visuelt Salg
Butiksindretning og
Visuelle Signaler
af Karin Boiesen
I denne bog drejer det sig om design og billedkunst i praktisk billedarbejde med tilhørende analyse og visuel kommunikation.
Som forbrugere udsættes vi dagligt for et sandt bombardement af sanseindtryk. Den største del af disse udsendes bevidst med det formål at påvirke – ofte til køb af varer, tjenesteydelser eller ideer.
Hvilke kreative virkemidler bruger disse ’sælgere’ – hvordan når de frem med deres budskab? Billeder, grafiske udformninger, farveskalaer, vareopstillinger, draperinger, symboler, logoer, skilte, det gyldne snit med flere er nogle af disse sansepåvirkninger, som i afvigende kombinationer – med større eller mindre held – som plane eller rumlige billeder når frem til os, måske begejstrer os eller lader os kolde.
Hvordan arbejdes med disse virkemidler – og hvordan kan man i undervisningen i billedkunst inddrage dette stor område? Gennem praktisk arbejde med hverdagens form- og symbolsprog, gennem elevernes opgaveløsninger nå frem til at skabe kritiske forbrugere af kunst og kunsthåndværk – også den, som vil forblænde?
Hvordan signalerer man gennem sit budskab f.eks.: Kvalitet, lav pris, prestige, mode, sikkerhed, troværdighed, tryghed – og hvilken rolle spiller æstetikken i alt dette?
Hele vores hverdag byder på billeder og skaber billeder i os – ofte billeder, som er i modstrid med afsenderens intentioner.
Forfatteren, Karin Boiesen, er uddannet dekoratør og har i mange år undervist i dekoration og visuel kommunikation. I bogen Visuelt salg deler hun ud af sine erfaringer i dette spændende område og stiller en lang række opgaver, hvoraf mange er lige til at gå til – og der er nok at vælge imellem.
Bogens indhold:
Bogen er inddelt i tre hovedafsnit: Butiksindretning, Visuelle signaler og Opgaver.
Under butiksindretning arbejdes med så spændende områder som f.eks. Koncept/Visuel profil, logo, reklamemateriale, personalets påklædning, salgsfremmende vareplacering, vinduet, intern dekoration, lys, farver, kampagneskilte, facadeskilte, mærkevareskilte og meget, meget mere.
Under visuelle Signaler gennemgås f.eks. farvepsykologi, hvad er farver, og hvordan påvirker de psykologisk? Formsprog ved hjælp af f.eks. cirklen, linien, trekanten, firkanten, femkanten m.fl. – og hvordan passer farverne med disse og andre former? Der suppleres med træk af skriftens historie og skriftens psykologiske påvirkning.
Der er endvidere to bilagsafsnit: Kort om farver samt kort og godt om Det gyldne snit.
De mange opgaver giver en mangfoldighed af udfordringer til arbejdet med visuelle billeder som kan hentes direkte fra elevernes hverdag og forestillingsverden.